Pressemeddelelse, Søborg 19. juni 2026
Aktivitetsniveauet er fortsat ind i 2026. I foråret 2026 blev opførelsen af 182 ejerboliger igangsat, mens opførelsen af 133 lejeboliger er påbegyndt i Søborg Skovby-projektet i Gladsaxe. Yderligere 100 lejeboliger forventes igangsat ultimo 2026 eller primo 2027.
“Vi leverer et tilfredsstillende og forventet resultat for 2025, som bekræfter, at vi er i fuld gang med at eksekvere den strategi, vi har lagt for ALFA Development. Som projektudvikler indregner vi først omsætning og indtjening fra projektsalg, når boligerne afleveres til køberne. Derfor afspejler årsregnskabet for 2025 endnu ikke den høje salgs- og byggeaktivitet, vi aktuelt ser på tværs af forretningen. Omsætningen fra de nuværende projektsalg forventes indregnet fra 2027 og frem. I 2026 har vi igangsat de første faser af opførelsen af mere end 500 boliger i hovedstadsområdet, og alene i første halvår 2026 er 130 boliger solgt gennem projektsalg. Det giver os et stærkt fundament for de kommende år og understøtter vores ambition om at drive en stabil, robust og disciplineret udviklingsforretning med færrest mulige overraskelser,” siger Andreea Kaiser, CEO og medejer af ALFA Development.
ALFA Development realiserede et resultat efter skat på DKK 41 mio. i 2025. Egenkapitalen udgjorde ved årets udgang DKK 1,04 mia., og soliditetsgraden var 53 %. Tallene understreger selskabets solide finansielle position, konservative risikoprofil og betydelige handlefrihed i et marked, hvor timing, robusthed og eksekveringsevne er afgørende.
Fra 2027 forventer ALFA Development, at omsætning fra ejerboliger gradvist vil blive indregnet i takt med, at boligerne færdiggøres og overdrages til køberne. Selskabet står derfor stærkt til de kommende år, hvor flere projekter bevæger sig fra planlægning og byggemodning til byggeri, salg og aflevering. Samtidig udvides udlejningsporteføljen med endnu et Living By ALFA-koncept i Søborg Skovby, bestående af 250 lejeboliger.
I 2025 nåede ALFA Development flere centrale milepæle. Lokalplanerne for Egehaven (www.egehaven.dk ) og Søborg Skovby (www.søborgskovby.dk ) blev endeligt vedtaget, og Astas Have på Amager (www.astashave.dk ) kom igen i fremdrift. I Gladsaxe Kommune etablerer ALFA Development næste generation af sit internationalt præmierede boligkoncept Living By ALFA med clubhouse og tilhørende boliger som en integreret del af den nye bydel Søborg Skovby.
ALFA-organisationen er samtidig blevet styrket med flere medarbejdere inden for udvikling, byggeri, salg og udlejning samt service og asset management. Ejendomsadministration er hjemtaget i egen organisation for at styrke den direkte dialog med lejerne og for at forbedre den operationelle drift samt sikre systematisk videns opsamling til brug for kommende boligprojekter.
“Vi står i en optimal position for de kommende år. Fra primo 2026 og frem til nu har vi solgt mere end 130 ejerboliger, svarende til 98 % af de boliger, vi har udbudt til salg. Det bekræfter både styrken i vores produkt og efterspørgslen i markedet. De kommende år forventes at levere stærke tal, og vi er klar til nye jordkøb, så vi kan fortsætte strategien med at udvikle og vækste ALFA Development som en af Danmarks førende boligudviklere,” siger Andreea Kaiser.
Forventninger til 2026
For 2026 forventer ALFA Development et moderat resultat på DKK 10–15 mio. før skat og værdireguleringer af investeringsejendomme. Guidance afspejler fortsat konservativ indregning, idet indtægtsførelse fra allerede solgte ejerboliger først forventes i 2027 og 2028. Samtidig forventer selskabet en markant stigning i byggeaktiviteten.
ALFA Development fastholder sin langsigtede vækststrategi: at udvikle boliger og byområder med fokus på byggekvalitet, livskvalitet og fællesskab samt ansvarlig økonomisk styring. Samtidig med at selskabet bevarer en stærk balance, der giver mulighed for at agere selektivt og opportunistisk i et cyklisk ejendomsmarked.
Fakta:
- CEO og medejer: Andreea Kaiser.
- Årets resultat 2025: DKK 41 mio. efter skat (2024: DKK -5 mio.).
- Egenkapital ultimo 2025: DKK 1.040 mio. (2024: DKK 999 mio.).
- Soliditetsgrad ultimo 2025: 53 % (2024: 52 %).
- Omsætning 2025: DKK 85 mio. (2024: DKK 118 mio.).
- Investeringsejendomme ultimo 2025: DKK 1.387 mio. (2024: DKK 1.341 mio.).
- Projekt- og udviklingsportefølje ultimo 2025: DKK 233 mio. (2024: DKK 159 mio.).
- Living By ALFA er et internationalt prisbelønnet boligkoncept ejet af ALFA Development.
- Guidance for 2026: DKK 10–15 mio. før skat og værdireguleringer af investeringsejendomme