"Vi er stolte af, at en af vores direktører er blevet udnævnt som formand for ULI i Danmark. Dette er en stor anerkendelse af Jacks ekspertise, vores virksomhed og det arbejde, Jack udfører i hverdagen med at udvikle nye forretningsområder inden for servicerede boligkoncepter. Med Jack ved roret er jeg sikker på, at ULI Danmark vil markere sig endnu stærkere i den internationale debat om, hvordan ejendomsbranchen kan bidrage til en social og miljømæssig bæredygtig udvikling”, siger Andreea Kaiser, stifter og ejer af ALFA Development.
ULI, er verdens ældste og største netværk af fageksperter inden for ejendoms- og byudvikling. Kendt for sin internationale forskning, data og innovative indhold, udgør ULI en central stemme, ikke blot i den europæiske ejendomsbranche, men også globalt. ULI har i dag 45.000 medlemmer spredt over hele kloden. ULIs mission er at forme fremtiden for det byggede miljø ved at skabe og dele viden, og det er den opgave, Jack Renteria nu skal lede i Danmark.
Lisette van Doorn, Adm. Dir. for ULI Europa, har udtalt: "Jack Renteria har været et højt estimeret medlem af ULI i næsten et årti. Han har haft afgørende betydning for etableringen af ULI i Danmark, hvor han er en af grundlæggerne af det lokale eksekutivudvalg. Hans engagement og energi i arbejdet med ULI gør ham til det ideelle valg for en yderligere udvidelse af ULIs tilstedeværelse i Danmark, og vi ser frem til et tæt samarbejde for at realisere dette."
Arbejder for dansk gennemslagskraft internationalt
Jack Renteria tiltræder som formand for ULI Danmark for en toårig periode. Afgående formand, Jesper Bo Hansen, forbliver i ULI Danmarks bestyrelse og ser frem til at støtte Jack og ULIs videre positive udvikling i Danmark.
”Med arkitekter og byggefolk i verdensklasse, er vi i Danmark frontløbere inden for mange områder, herunder implementering af nye standarder for bæredygtigt byggeri, og det skal vi udnytte. Mit formandskab vil have fokus på at udvide det internationale netværk for vores danske medlemmer. Samtidig vil jeg arbejde for at tiltrække internationalt toneangivende ULI-medlemmer fra hele verden til Danmark med det formål at dele deres nyeste forskning og ekspertise til gavn og glæde for byudviklingen i Danmark. Det kommende ULI C-Change Summit i København den 11. oktober er netop et eksempel på, hvordan førende international forskning og ekspertise i regi af ULI kan trækkes til Danmark", siger Jack Renteria.
Jack Renteria har i ALFA Development blandt andet stået i spidsen for udviklingen af det nye boligkoncept "LIVING BY ALFA" i IrmaByen i Rødovre. Jack er uddannet økonom fra University of Waterloo i Canada og Norwegian School of Economics and Business Administration. Før ansættelsenhos ALFA Development var han blandt andet ansat som partner og forretningsudviklingschef i arkitektfirmaet 3XN i 11 år.
ULI-topmøde i Danmark
Første store ULI arrangement i Danmark efter Jacks tiltrædelse bliver et internationalt topmøde - ULIs europæiske C-Change Summit, der finder sted i Dansk Arkitekturcenter, BLOX den 11. oktober. Konferencen skal sætte fokus på de barrierer, den europæiske ejendomsbranche møder på vejen mod bæredygtigt byggeri.
”ULI er en respekteret organisation som bliver hørt, når lovgivere og beslutningstagere drøfter tiltag, der skal fremme bæredygtigt byggeri hele vejen fra finansiering til realisering og drift. Det er en stor ære for Danmark, at vi her kan byde velkommen til de europæiske aktører og diskutere udfordringer og muligheder. Klimadagsordenen kommer til at forandre branchen for altid, og der er brug for, at vi sammen definerer de nye spilleregler”, siger Jack Renteria.
+45 2557 5206